Klirre, plaske, knitre

Udbrud

Står et lydord alene, som "bum!" eller "av!", er det i grammatikken et udråbsord (en interjektion). Det bøjes ikke og fungerer ofte som en hel sætning for sig.

Verber og navneord

Mange verber beskriver en lyd og lyder selv som den. Du kan næsten høre dem:

• klirre
• rasle
• plaske
• knitre
• knirke
• summe
• brumme
• hvisle
• sprutte
• pusle
• klukke
• buldre
• tikke
• dryppe
• hviske
• mumle

Mange af dem kan også blive navneord: et brag, et klask, et plask, en knirken. Og nogle lydord bruges direkte som navneord: "Der lød et bum fra kælderen."

Lyde, der hører sammen

Nogle bogstavforbindelser går igen i ord med lignende lyde. Det er ikke en regel, men et mønster, du kan lægge mærke til:

Begyndelse	Eksempler	Fælles præg
kn-	knase, knirke, knitre, knække	tørre, sprøde lyde
kl-	klirre, klaske, klinge, klukke	klare slag og klang
pl-	plaske, plumpe, pladre	vand og noget vådt
br-	brag, brumme, brøle, buldre	dybe og kraftige lyde

Hvorfor lyder "pip" lille?

Mange sprog har en tendens til, at lyse vokaler som i og e bruges om små, fine og høje lyde, mens mørke vokaler som o, u og å bruges om store, dybe og tunge lyde. Sammenlign pip, kling og tikke med bum, dunk og brumme. Fænomenet kaldes lydsymbolik. Det er en tendens og ingen lov, men den er let at høre.

Fordoblinger

Lydord gentages ofte, nogle gange med en ændret vokal: tik-tak, ding-dong, bim-bam, pif-paf, trip-trap. Vokalskiftet går som regel fra lys til mørk: i før a eller o. Prøv at sige det omvendt, "tak-tik", og hør, hvor forkert det lyder.